Robotterne kommer: Hvad har det med os at gøre?

Der er meget snak lige nu i medierne om robotter, og hvordan de vil overtage vores arbejde. Indtil nu har vi, som til dagligt arbejder ved skrivebordet, nok tænkt at det er dem ved samlebåndet, dette her er aktuelt for. Det har jeg i hvert fald. Derfor blev jeg i første omgang meget overrasket over at blive inviteret til møde med chefen for en robotiseringsenhed – jeg, med mit speciale som dokumentnørd.

Det var dog ikke helt så mærkeligt, som det umiddelbart lød – og nu har jeg fået tænkt efter. I årevis har vi arbejdet med stigende automatisering indenfor dokumenthåndtering. Nu hedder det altså bare robotisering, og er i princippet det samme - bare større og bredere.

Teknologien er også blevet så afsindigt mere avanceret, at det giver mening at slå ud med armene og råbe, at robotterne kommer. Det gælder måske for os dokumentfolk om at få kridtet skoene og få forståelsen af den teknologi op under neglene - dens muligheder og dens begrænsning. Det, vi hele tiden har kunnet og stadig kan, er konvertering af dokumentformater til ensartethed, genkendelse, ekstraktion af information fra dokumenter, berigelse af informationen og regel-baseret routning af informationen (eller arbejdsopgaven) til arkiv eller videre behandling. Nu kan det bare bruges i en større kontekst, end vi har været vant til. Jo bedre vi bliver til dette, des mere har de unge, kloge udviklere at arbejde med, når de tager den ekstraherede og berigede information videre i deres Artificial Intelligence værktøjer. Det var lige præcis dét robotiseringschefen ville tale med mig om. God pointe, synes jeg.

Før stillede vi dokumenter og information til rådighed på andre måder; gennem ordentlige, vel-katalogiserede arkiver mm. Nu vil de have dem med strøm på og "forstået", samtidig med vi stadig vil have at informationen behandles korrekt. Bare fordi man KAN lave en Big Data Lake af personoplysninger, er det ikke nødvendigvis korrekt at gøre det. I hvert fald ikke uden at sikre en ordentlig informationscentreret politik bringes på plads først.

Det er her jeg ser, at vi, der allerede kan en masse med dokumenter, har en stor berettigelse i et robotiseringsprojekt. Vi skal kende teknologiens muligheder, og vi skal forstå at markedsføre vores forstand på taksonomier, klassifikation og korrekt håndtering og arkivering af informationen som fuldstændigt central i denne type projekter.

Vibeke Bugge Kristiansen, CEO @ Strator

If you liked this post, you are most welcome to share it.