Bliv en del af teamet

Hos Strator er det lige før, at vi drømmer sødt om dokumenter om natten.
Vi er så tilpas nørdede, at vi elsker det vi arbejder med – og vi griner sammen over det. Vi er alle voksne og selvstændige personer, der kan finde ud af at selvstarte. Det er også den type personer, der passer ind i Strator teamet. For her er højt til loftet – og en høj grad af frihed. Mange uger ses vi ikke mandag-torsdag. Men fredag har vi kontordag. Der spiser vi morgenmad sammen – og så bruger vi dagen på at erfaringsudveksling, at studere nye produkter eller tendenser – og få vendt alt ude i den store dokumenthåndteringsverden.

 

Vi benytter os flittigt af vores håndplukkede netværk af specialister fra andre mindre firmaer eller freelancere. Nogle er endda flyttet ind hos os på vores kontorer i Tåstrup og bidrager til at vi har en blomstrende faglighed.

 

Lige nu har vi plads til flere gode personer, der kan hjælpe os med nedenstående:

Specialister - til netværket

Vi har altid brug for at kende og trække på folk med relevant faglighed ifht vores egen, så lad os høre fra dig.

Vi har også plads i kontoret til flere, som har lyst til at have "kolleger" og prøve at hjælpe hinanden på tværs af CVR numre. Både med det praktiske i at være et lille firma, faglig sparring, bemanding af opgaver og salg. Du kan jo komme på besøg en fredag, og se hvordan vi har det.

Forretningsudvikling og salg - Entreprenørskab

Vi har brug for dig, der har mod på forretningsudvikling og salg. Vi savner en, der for alvor tænker forretning og har mod på og evner til at løfte os. Der skal nok bo en entreprenør i maven på dig.

Vi er dygtige konsulenter med masser af erfaring og store udsyn, og vi har banebrydende teknologi fra store udenlandske samarbejdspartnere i tasken. Vi er bare mere konsulenter end forretningsfolk. En "Sælger Helge på brede fælge" er nok for stor en mundfuld for os, men vi har meget brug for en kollega, der er af mere udadvendt natur end os andre, og som ind imellem kan ruske lidt op i os. En kollega som er god til at gribe knoglen, høfligt sparke døre ind og som evner værdiskabende salgsarbejde.

Forretningsudvikling og salg alene vil for nuværende ikke udgøre en fuldtidsstilling, men det kan kombineres med andre kundevendte opgaver, hvis du ønsker et fuldtidsjob. Du kan altså være deltidsansat, freelancer, fuldtidsansat eller det kan være et studiejob. Vi skal bare have den rigtige på posten.

Er du en af ovenstående?

Så skynd dig at ringe eller sende en email til vores direktør Vibeke Bugge Kristiansen på vibeke@strator.com / (+45) 20 58 68 52 for at høre mere.